Gå til hovedindhold

Farvel – og tak for rejsen

I 10 år har Bifrostskolen på Costa del Sol været vores hjerteprojekt. Nu er tiden kommet til at skolen desværre må lukke og vi må sige farvel.

Vi er dybt taknemmelige for alle de fantastiske mennesker, vi har mødt gennem årene – familier fra hele Danmark, som har betroet os deres børn og været en del af vores fællesskab. Mere end 300 børn har haft deres gang på skolen, og hvert eneste barn har bidraget med noget helt særligt – noget at lære af, noget at give og noget at tage med videre.

En stor tak skal også lyde til alle de lærere og praktikanter, som med engagement, faglighed og varme har været med til at skabe den særlige ånd, Bifrostskolen har været kendt for. Skolen har været en lille perle, som vi har pudset og passet, og som vi har lagt al vores kraft, sjæl og hjerte i.

Rejsen har også budt på udfordringer, men netop disse har givet os en værdifuld læring, som vi tager med os videre. Nu lukker ét kapitel og nyt begynder. Tiderne er omskiftelige, og særligt nu mærker vi en forandring og opløsning, som kalder på nye veje.

Vi ser frem til nye udfordringer i Danmark og glæder os til igen at være tættere på familie og venner. Tak for tilliden, fællesskabet og alle de minder, vi bærer med os.

Varme hilsner

Anna og Carsten

SOMMERCAMP 2019

Der bydes på adskillige lege som banke, banke bøf, gemmelege og dåseskjul, boldlege som stikbold og høvdingebold, sportsaktiviteter som fodbold, basket og bordtennis, kreative værksteder med maling, tegning, tattoos, ansigtsmaling og smykker, vandkampe og rytmisk musik og lidt mindfulness kommer også på programmet. Vi skal også danse stopdans, ballon dans, stoledans og Just dance, samt spille brætspil sammen, bage og grille snobrød og skumfiduser og diverse andre former for aktiviteter. Vi skal også på ture sammen, fx. et sted i naturen, i svømmehallen, på stranden, i Paloma Park med mere.

Vi tilbyder trygge rammer, godt humør og nærvær og ikke mindst nogle sjove og begivenhedsrige dage sammen med børnene.

Vi glæder os til for tredje år i træk at tage imod friske børn, som er klar på at lege og have det sjovt sammen med os til sommer. Vi tilbyder mange aktiviteter for alle danske børn i alderen 6-12 år som bor i Malaga området.

Sommercamp bliver denne gang holdt over to perioder eftersom mange forældre har efterlyst Sommercamp i slutningen af sommerferien også. Vi har derfor valgt at starte mandag den 24. juni til fredag den 5. juli (uge 26 og 27) og igen mandag den 26. august til fredag den 6. september (uge 35 og 36). Minimum deltagelse er en uge. Der er mulighed for at forlænge efter hver endt uge så længe der er pladser ledige. Sommercampens åbningstider er mandag til fredag fra kl. 9.00 til 15.00.