Costa del sol
HER KAN FAMILIEN STORTRIVES
På Costa del Sol kan familien vælge i mellem et aktivt friluftsliv med vandre-, ride- og cykelture, dase på stranden, spile golf og tennis, stå på ski og besøge de mange forlystelser, parker og naturseværdigheder der findes rundt omkring. Endvidere er der mulighed for at tage på surfing i Tarifa, besøge det britiske Gibraltar eller tage en smuttur til Marocco med færgen over Gibraltarstrædet.
Costa del Sol er et fantastisk sted at opholde sig. Ikke nok med at klimaet er varmt og behageligt året rundt, så er naturen smuk og de lokale søde og rare. Udvalget af mad er stort og består af alt fra spansk tapas til friskfanget fisk. Prisen på dagligvarer er lav, og et restaurantbesøg vil ikke vælte budgettet.
Malaga og omegn bugner af diverse tilbud til familien
Andalucien er en selvstyrende region og landskab i det sydlige Spanien. Bifrostskolen ligger i centrum af Benalmadena (Arroyo del la Miel) som ligger 12 km vest for Malaga på Costa del Sol mellem byerne Torremolinos og Fuengirola. Andalucien er en af de største og mest varierede regioner i Spanien.
De største byer i Andalucien er udover Malaga, Cordoba, Sevilla og Granada. Alle i ca to timers køreafstand fra Benalmadena og bestemt et besøg værd. Det samme gælder det populære skisportsted i Sierra Nevada.
NOGLE TIPS TIL EN GOD START PÅ SOLKYSTEN
En af de første områder familien skal have styr på ifm. flytning til Solkysten er boligen. Mange vil gerne sikre sig en bolig inden flytning, og går i gang med at søge bolig som det første, ofte flere måneder i forvejen. Boliger her bliver oftest tilbudt til leje, når de er blevet ledige, så her er det helt almindeligt at leje bolig fra den ene dag til den anden. Vi anbefaler at starte med at leje en midlertidig bolig (hotel eller ferielejlighed) imens man søger efter den rigtige. Der er mange agenter på boligmarkedet, og reglen er oftest den at agenten får en halv måneds husleje i komission, hvor udlejer betaler den anden halvdel. Hovedreglen er, at der betales en til to måneders depositum sammen med den første måneds husleje.
Der findes diverse spanske boligsider, som både agenter og private udlejere benytter. Disse boligsider er størst:
idealista.com
fotocasa.com
yaencontre.com
En gyldig lejekontrakt i Spanien er på spansk. Det kan derfor være rart at have en dansk eller engelsktalende agent eller gestor som støtte. De fleste boliger lejes ud for 11 måneder ad gangen. Der er som oftest mulighed for at forlænge kontrakten herefter.
Hvis der ikke er internet i dit nye hjem så sørg for at bestille det med det samme, så det hurtigst muligt kan blive sat op. Hvis der ligger internet/fibernet i boligen i forvejen kan du få lavet et abonnement i eget navn. Husk at søge tilladelse hos udlejer, hvis der skal bores. Hvis der ikke er internet i boligen kan du skaffe dig et 3G eller 4G abonnement hos de fleste mobil forhandlere. For at oprette et mobil- eller internetabonnement skal du have en bankkonto, som kræver at du har et NIEnr. Imens du ikke har fået dit NIEnr. kan du købe taletidskort, som du kan fylde op løbende. I øvrigt vær opmærksom på at medbringe original og kopi af pas, lejekontrakt, arbejdskontrakt og NIEnr., når du ansøger om bankkonto.
Der er mange internetudbydere på Solkysten og med varierende kvalitet. Fibernet er at foretrække eftersom internet-infrastrukturen her er godt under det niveau vi kender fra Danmark.
Du kan også købe diverse TV-pakker af forskellige danske/skandinaviske udbydere, som gør det muligt at se danske/skandinaviske kanaler fra dit spanske hjem.
Mange familier vælger at køre hertil i egen bil. Bilen kan køre på danske nummerplader i seks måneder. Herefter er der et krav om, at bilen skal registreres over på spanske nummerplader. De danske bilforsikringer gælder i fleste tilfælde for max 6 måneder i udlandet. Herefter må man skifte til en spansk bilforsikring.
Her findes mange biludlejningsfirmaer -også danske. Priserne er forskellige, men alle steder gælder, at der skal betales et depositum ved lejens start.
Biler er billigere her end i Danmark. For at kunne købe bil i Spanien skal du have et NIE nummer. Ved køb at brugt bil skal man være opmærksom på at alle hæftelser og afgitfter følger bilen og ikke ejeren. Derfor kan det være godt at have en gestor eller anden lovkyndig person på sidelinjen ved bilkøb. For at sikre at der ikke er nogle hæftelser på bilen ved privat. køb skal både køber og sælge møde på Trafikkontoret i Malaga.
Det enkleste er at bruge en autoriseret bilforhandler ved køb/leje/leasing af både nye og brugte biler.
NIE nr.
Når famiiien ankommer til Spanien, er det første vi anbefaler alle at gøre, at søge om et NIE-nummer. Dette skal bruges til praktisk talt alting – det være sig bilkøb, huskøb, valg af læge, jobansættelse eller opstart af egen virksomhed. Der er altså tale om et nummer, der ligner det danske cpr-nummer – et nummer der identificerer dig ikke resident i det spanske skattesystem.
Ansøgninger skal foretages personligt på den lokale politistation, hvor der forefindes et “Extranjera” – kontor for udlændinge. Blanketten er nem at udfylde og selvom den er på spansk må den gerne udfyldes på engelsk.
Empadronamiento
Empadron er papiret, der dokumenterer at du er registreret på din adresse – endog selvom du ikke planlægger at skulle bo der permanent eller blive spansk resident. For at blive registreret på kommunen skal du tage derind fra morgenstunden og medbringe dit pas, en fotokopi af dette, en kopi af dit skøde eller en eventuel lejeaftale.
Residencia
Af skattemæssige årsager, bliver du betragtet som værende resident i Spanien, såfremt du tilbringer mere end 183 dage om året i Spanien
Det kræves yderligere at alle EU-borgere, som planlægger at bo i Spanien i mere end 3 måneder, skal registreres på kontoret for udlændinge “Oficina de Extranjeros” eller på dertil indrettede politistationer. Du bliver udstyret med et certifikat med navn, adresse, nationalitet, identitetsnummer samt dato for registreringen.
Husk, at du under ophold i Spanien ikke automatisk er dækket af Den Offentlige Sygesikring hverken i Danmark eller i Spanien. Du skal medbringe et EU-sygesikringsbevis.
For lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende er ydende medlemskab af den spanske sygesikring “Seguridad Social” obligatorisk. Medlemskab af Seguridad Social giver ret til bistand i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed og pension efter nærmere regler. Mange vælger derudover at tegne en privat sygeforsikring, som giver mulighed for at formindske ventetider i forbindelse med behandling af mere almindelige sygdomstilfælde.
Du eller evt. din gestor/asesoria skal tage til det lokale Seguridad Social-kontor, og så skal du udfylde et tilmeldingsskema. Du skal dokumentere, at du har NIE-nummer og at du har en arbejdskontrakt, og så får du straks en printet bekræftelse med dit Seguridad Social-nummer.
Undersøg om og hvor lang tid din danske forsikring gælder, når du skifter bopæl til udlandet.
Vi anbefaler at tegne en privat sygeforsikring til hele familien og evt. en indbosforsikring. Der er mange forsikringsselskaber at vælge imellem, og en del danske forsikringsmæglere operer på det syd-spanske forsikringsmarked.
HAR DU BEHOV FOR MERE PERSONLIG RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED DIN FLYTNING TIL SOLKYSTEN?
Så snart du har modtaget bekræftelse på at dit barn har fået plads på Bifrostskolen, kan du søge råd og vejledning hos nuværende forældre på skolen. Mange af dem har selv været igennem møllen, og kan derfor videregive sine erfaringer og komme med gode praktiske råd.
Tryk på knappen nedenunder, og kom i kontakt med forældre som gerne vil hjælpe dig og din familie.