Gå til hovedindhold

Farvel – og tak for rejsen

I 10 år har Bifrostskolen på Costa del Sol været vores hjerteprojekt. Nu er tiden kommet til at skolen desværre må lukke og vi må sige farvel.

Vi er dybt taknemmelige for alle de fantastiske mennesker, vi har mødt gennem årene – familier fra hele Danmark, som har betroet os deres børn og været en del af vores fællesskab. Mere end 300 børn har haft deres gang på skolen, og hvert eneste barn har bidraget med noget helt særligt – noget at lære af, noget at give og noget at tage med videre.

En stor tak skal også lyde til alle de lærere og praktikanter, som med engagement, faglighed og varme har været med til at skabe den særlige ånd, Bifrostskolen har været kendt for. Skolen har været en lille perle, som vi har pudset og passet, og som vi har lagt al vores kraft, sjæl og hjerte i.

Rejsen har også budt på udfordringer, men netop disse har givet os en værdifuld læring, som vi tager med os videre. Nu lukker ét kapitel og nyt begynder. Tiderne er omskiftelige, og særligt nu mærker vi en forandring og opløsning, som kalder på nye veje.

Vi ser frem til nye udfordringer i Danmark og glæder os til igen at være tættere på familie og venner. Tak for tilliden, fællesskabet og alle de minder, vi bærer med os.

Varme hilsner

Anna og Carsten

DANSKE SKOLELÆRERE
SØGES TIL MALAGA

Om os

Bifrostskolen er en lille, dansk skole beliggende i Benalmadena lidt udenfor Malaga by. Skolen er til danske familier, som ønsker dansk skolegang for deres børn imens de bor i Spanien. Vi har omkring 70 elever i alderen fra 6 – 15 år fordelt på tre klasser, og arbejder med aldersintegreret undervisning. Vi lægger vægt på, at faglighed og trivsel kan gå hånd i hånd, hvor vores elever kan føle sig trygge og imødekommet.

Vi er en uformel skole som vægter glæde højt uden at gå på kompromis med fagligheden. Vi har som mål, at alle vores elever er glade for at gå i skole. Vi ved, at en tilfreds og velfungerende elev har både lettere ved at lære, og ikke mindst; LYSTEN TIL AT LÆRE.

Jobbet

Vi har ingen ledige stillinger.

Vi forventer

  • at du har en åben og anerkendende tilgang overfor andre
  • at du kan lide at arbejde med børn 
  • at du evner at differentiere din undervisning
  • at du har en naturlig autoritet ift. klasserumsledelse
  • at du er selvkørende og fagligt ambitiøs
  • at du er fleksibel og har socialt flair

Vi tilbyder

  • En populær skole i vækst i smukke omgivelser
  • Rart og tillidsfuldt arbejdsmiljø
  • God og støttende forældregruppe
  • Sund og positiv elevkultur
  • Konkurrencedygtige løn ift. spanske/internationale skoler i området
  • Sol og varme 300 dage om året 😊

Kontakt

For yderligere information om skolen kan du læse mere om os på vores hjemmeside: www.bifrostskolen.com

Har du behov for flere informationer om stillingen kan du ringe til skoleleder Carsten Frøslev på 00-34-654-447-848

Ansøgning med relevante bilag sendes til:  info@bifrostskolen.com

Samtaler vil finde sted løbende.