Skip to main content

Læringstilgang

BIFROSTSKOLEN HAR KORT SAGT DEN SKANDINAVISKE TILGANG TIL LÆRING.

Bifrostskolens fundament bygger på det skandinaviske læringssyn som møder eleverne i øjenhøjde og ser, populært sagt, -det hele menneske- i hver elev. Lærerens tilgang til eleverne er “resource-orienteret” fremfor “mangel-orienteret”. Skolens opgave er at give et fagligt fundament, som eleven kan bygge deres faglige, sociale og personlige læring på ud fra sin egen læringsprofil. Det er hvad differentieret undervisning står for. Der er forskellige veje ind til hver elevs måde at lære på, og skolens fornemmeste opgave er at finde den vej sammen med med eleven.

Den overordnede læringsmodel for Bifrostskolen:

Indhold

Bifrostskolen følger de danske læseplaner for folkeskoler i Danmark. Det er fundamentet som skolen bygger på, og det fundament eleverne bygger videre på, og tager med sig ud i livet.

Drivkraft

Det som motiverer en elev, motiverer ikke nødvendigvis en anden elev. Det handler om at finde vejen ind til hvad motiverer den enkelte. Den psykiske energi stiger hos en motiveret elev; nysgerrigheden vækkes og lysten og glæden ved at lære mærkes.

Lærerens tilgang

Lærerens menneskesyn, herunder syn på børn, er alt afgørende. En lærer på Bifrostskolen ser hver elev som en ressource med individuelle behov og ønsker. Det er lærerens opgave at sætte de behov og ønsker i spil, både individuelt og i elevernes samspil med hinanden. På den måde kan hver elev med sine egne karaktertræk udvikle sit fulde læringspotentiale.

Aktionslæring

Nogle dele af skolens pensum er faktabaseret og kræver den traditionelle tilgang til læring for at bygge fundamentet for videre læring i diverse fag. Læsning, hukommelsestræning og gange tabellerne er et godt eksempel her på. Aktionslæring er et godt alternativ til den traditionelle tilgang, hvor eleverne i højere grad bliver inddraget i undervisningen med eksperimenter og reflektion til følge. Aktionslæring bygger på at formulere et læringsmål, iværksætte aktioner, iagttage og reflektere og lave nye aktioner indtil læringsmålet er nået.

Kommunikation.

De tre R-er: Relationer, Respekt og Refleksion. Eleverne lærer at forholde sig til andre på deres vej med respekt og nysgerrighed. Ingen kan undgå konflikter eller uenighed i et fællesskab. Det gælder om at lære at håndtere dem bedst muligt og samarbejde. Respekt for egen oplevelse, andres oplevelser og hvad der kan gøres for at en konflikt ikke gentager sig. M.a.o. eleverne bliver klogere på sig selv og hinanden ved at udvise respekt og reflektere over andres syn på sagen herunder forholde sig kritisk og finde nye veje til løsning.

Samspil

Der er stor fokus på relationer eleverne imellem, elever og lærere imellem, den kultur vi skaber sammen på skolen samt vores relationer til omverdenen udenfor skolen. Der bliver sat ord på relationer, følelser og tanker hver dag for at synliggøre vigtigheden af dem, og vise hvor stor en del af læringen de indeholder.

Klasserumsledelse

Det er læreren som har ansvaret for strukturen og rammerne for elevernes læringsmiljø med henblik på at optimere deres læringspotentiale. Det er også lærerens opgave at tage styringen, skabe fælles regler og fremhæve den positive adfærd som giver eleverne lyst til at imødekomme forventninger om samme.

Læring på Bifrostskolen handler om at ruste eleverne til videre uddannelse og voksenlivet; at støtte dem i at tage ansvar for egen læring, blive omstillingsparate og empatiske individer med lysten til at lære som det centrale omdrejningspunkt.