Skip to main content

Farvel – og tak for rejsen

I 10 år har Bifrostskolen på Costa del Sol været vores hjerteprojekt. Nu er tiden kommet til at skolen desværre må lukke og vi må sige farvel.

Vi er dybt taknemmelige for alle de fantastiske mennesker, vi har mødt gennem årene – familier fra hele Danmark, som har betroet os deres børn og været en del af vores fællesskab. Mere end 300 børn har haft deres gang på skolen, og hvert eneste barn har bidraget med noget helt særligt – noget at lære af, noget at give og noget at tage med videre.

En stor tak skal også lyde til alle de lærere og praktikanter, som med engagement, faglighed og varme har været med til at skabe den særlige ånd, Bifrostskolen har været kendt for. Skolen har været en lille perle, som vi har pudset og passet, og som vi har lagt al vores kraft, sjæl og hjerte i.

Rejsen har også budt på udfordringer, men netop disse har givet os en værdifuld læring, som vi tager med os videre. Nu lukker ét kapitel og nyt begynder. Tiderne er omskiftelige, og særligt nu mærker vi en forandring og opløsning, som kalder på nye veje.

Vi ser frem til nye udfordringer i Danmark og glæder os til igen at være tættere på familie og venner. Tak for tilliden, fællesskabet og alle de minder, vi bærer med os.

Varme hilsner

Anna og Carsten

HER KAN FAMILIEN STORTRIVES

På Costa del Sol kan familien vælge i mellem et aktivt friluftsliv med vandre-, heste- og cykelture, dase på stranden, spile golf og tennis, stå på ski og besøge de mange forlystelser, parker og naturseværdigheder der findes rundt omkring. Endvidere er der mulighed for at tage på surfing i Tarifa, besøge det britiske Gibraltar eller tage en smuttur til Marocco med færgen over Gibraltarstrædet.

Costa del Sol er et fantastisk sted at opholde sig. Ikke nok med at klimaet er varmt og behageligt året rundt, så er naturen smuk og de lokale søde og rare. Udvalget af mad er stort og består af alt fra spansk tapas til friskfanget fisk. Prisen på dagligvarer er lav, og et restaurantbesøg vil ikke vælte budgettet.

Malaga og omegn bugner af diverse tilbud til familien

Andalucien er en selvstyrende region og landskab i det sydlige Spanien. Bifrostskolen ligger i centrum af Benalmadena (Arroyo del la Miel) som ligger 12 km vest for Malaga på Costa del Sol mellem byerne Torremolinos og Fuengirola. Andalucien er en af de største og mest varierede regioner i Spanien.

De største byer i Andalucien er udover Malaga, Cordoba, Sevilla og Granada. Alle i ca to timers køreafstand fra Benalmadena og bestemt et besøg værd. Det samme gælder det populære skisportsted i Sierra Nevada.