Gå til hovedindhold

Farvel – og tak for rejsen

I 10 år har Bifrostskolen på Costa del Sol været vores hjerteprojekt. Nu er tiden kommet til at skolen desværre må lukke og vi må sige farvel.

Vi er dybt taknemmelige for alle de fantastiske mennesker, vi har mødt gennem årene – familier fra hele Danmark, som har betroet os deres børn og været en del af vores fællesskab. Mere end 300 børn har haft deres gang på skolen, og hvert eneste barn har bidraget med noget helt særligt – noget at lære af, noget at give og noget at tage med videre.

En stor tak skal også lyde til alle de lærere og praktikanter, som med engagement, faglighed og varme har været med til at skabe den særlige ånd, Bifrostskolen har været kendt for. Skolen har været en lille perle, som vi har pudset og passet, og som vi har lagt al vores kraft, sjæl og hjerte i.

Rejsen har også budt på udfordringer, men netop disse har givet os en værdifuld læring, som vi tager med os videre. Nu lukker ét kapitel og nyt begynder. Tiderne er omskiftelige, og særligt nu mærker vi en forandring og opløsning, som kalder på nye veje.

Vi ser frem til nye udfordringer i Danmark og glæder os til igen at være tættere på familie og venner. Tak for tilliden, fællesskabet og alle de minder, vi bærer med os.

Varme hilsner

Anna og Carsten

Charlotte og Henrik, forældre til Silke og Lærke 9 år

Vi er en familie på 4, med 2 piger på 9 år, som har sin daglige gang på skolen. Silke og Lærke kommer fra en helt almindelig folkeskole i Danmark og var rigtig glade for det. At komme på Bifrostskolen er bare en markant anderledes dagligdag end pigerne var vant til. På Bifrostskolen er der stor fokus på læring, trivsel og ro i hverdagen, noget vi mærker meget på vores piger. De kan huske hele deres dag igennem, hvad de har lavet og har lært – det var ikke altid nemt i Danmark 😉
Når vi som forældre, kan mærke at vores piger flytter sig, på indlæringen, mere end vi har oplevet tidligere – så må det siges at være en succes!
Carsten og Anna (og de andre lærere på skolen) formår at rumme alle børn og vi som familie, føler os altid velkomne.
Skolen er god til at lave arrangementer for børnene, både i og uden for skoletiden – noget vi sætter enorm stor pris på.
Går du/I med overvejelser om at rykke syd på – eller måske er I allerede hernede, men savner en god dansk skole, så tøv ikke.

Bifrostskolen er en super god skole med fokus på børn og trivsel.