Skip to main content

Farvel – og tak for rejsen

I 10 år har Bifrostskolen på Costa del Sol været vores hjerteprojekt. Nu er tiden kommet til at skolen desværre må lukke og vi må sige farvel.

Vi er dybt taknemmelige for alle de fantastiske mennesker, vi har mødt gennem årene – familier fra hele Danmark, som har betroet os deres børn og været en del af vores fællesskab. Mere end 300 børn har haft deres gang på skolen, og hvert eneste barn har bidraget med noget helt særligt – noget at lære af, noget at give og noget at tage med videre.

En stor tak skal også lyde til alle de lærere og praktikanter, som med engagement, faglighed og varme har været med til at skabe den særlige ånd, Bifrostskolen har været kendt for. Skolen har været en lille perle, som vi har pudset og passet, og som vi har lagt al vores kraft, sjæl og hjerte i.

Rejsen har også budt på udfordringer, men netop disse har givet os en værdifuld læring, som vi tager med os videre. Nu lukker ét kapitel og nyt begynder. Tiderne er omskiftelige, og særligt nu mærker vi en forandring og opløsning, som kalder på nye veje.

Vi ser frem til nye udfordringer i Danmark og glæder os til igen at være tættere på familie og venner. Tak for tilliden, fællesskabet og alle de minder, vi bærer med os.

Varme hilsner

Anna og Carsten

Sabina og Jimmie, forældre til Amanda 9 år

Amanda gik på Bifrostskolen hele skoleåret 2018. Vi har ikke haft nogen betænkeligheder ved at hun skulle undervises under fremmede himmelstrøg. Amanda er helt sikkert blevet bedre fagligt i året på Bifrost og hun har i det hele taget været glad for at være en del af skolen og hele den måde skolen fungerer på socialt og fagligt. Skønne og tilstedeværende lærere, som ser børnene fagligt såvel som personligt/ socialt.

Vi har nu været hjemme i 2 måneder, og Amanda er faldet godt til på sin “gamle” skole også selv om hun er kommet i 4 B i stedet for 4 A.

Vores klare opfattelse er at Amanda har profiteret meget af sit ophold i Fuengirola og sin tid på Bifrost, både læringsmæssigt og kulturelt.